HVORDAN MEDITERE - OG HVORFOR

 

WORLD COMMUNITY FOR CHRISTIAN MEDITATION

WCCM DANMARK

HVORDAN MEDITERE?

 

 

Der findes ikke kun én form for kristen meditation. Men vi følger en tradition, der går tilbage til de såkaldte ørkenfædre i 300-tallet, og formentlig tilbage til Jesus selv.

 

 

DEN MEDITATIONSFORM, JOHN MAIN ANBEFALER

 

går i al sin enkelhed ud på at sidde stille med opret ryg og inde i sig selv sige et mantra, et bøns- eller meditationsord, i en stille og rolig rytme i 20 - 30 minutter to gange om dagen.

 

Det mantra, John Main anbefaler, er "Maranata", (1.Kor.16,22) en bøn på aramaisk, der betyder "Kom, Herre". Aramaisk er det sprog Jesus talte. Jesus har formentlig selv bedt denne bøn.

 

I forhold til meditation betyder det mindre hvad ordet, maranata, betyder, man skal blot sige lyden i en stille og rolig rytme, ma-ra-na-ta, og have opmærksomheden rettet mod Guds nærvær i ens hjerte. Det er den stille og rolige gentagelse af lyden, der gør at hele kropppen langsomt slapper af, og man kan nå en indre stilhed i sindet.

 

Det er denne indre stilhed i kroppen og sindet, der påvirker den mediterende i retning af fred, glæde og harmoni.

 

LUTHER OG MEDITATION

 

Kære WCCM-venner,

 

Flere af os har nok erfaring med, at når vi kommer og vil introducere kristen meditation i en kirke, bliver vi ind imellem mødt med modstand fra præster og andre, der siger, at meditation ikke har plads i en luthersk kirke.

 

Men faktisk kan man godt begrunde meditation ud fra nogle af Luthers skrifter. Det vil jeg gøre nedenfor. Men først vil jeg prøve at beskrive, hvordan de der kritiserer os, tænker. For hvis vi skal gå ind i en argumentation med sådan nogle kritikere, er det vigtigt at forstå, hvordan de tænker og ræsonnerer.

I må bære over med at det bliver lidt teologisk. Det er fordi, vores kritikere tænker teologisk. Men jeg vil prøve at nå frem til og understrege konklusionerne så hurtigt som muligt.

 

 

Luthers reformatoriske synspunkt var kort sagt, at et menneske ikke kan gøre sig fortjent til at blive frelst. Det Luther gjorde op med indenfor den katolske kirke på den tid, var den opfattelse, at mennesker kunne købe sig til frelse ved at spytte i bøssen eller ved at gøre gode gerninger. Nej, sagde Luther, det er ikke ved gode gerninger, men kun ved Guds nåde at mennesket bliver ”retfærdigt” i Guds øjne.

Så udfordringen for Luther (og hans nutidige efterfølgere) var menneskers opfattelse af gode gerninger og hvilken værdi de gerninger har. Luther ville sige, at hvis man gør gode gerninger (f.eks. kører flygtninge fra Rødbyhavn til København) for at blive retfærdig i Guds (eller offentlighedens) øjne, så er det et udtryk for selvoptagethed og egoisme, altså ”synd”, hvis man bruger en religiøs term. Eller, hvis man mediterer for at føle sig bedre end "almindelige" folkekirkekristne, så er det på samme måde et udtryk for selvoptagethed og egoisme.

Men hvad så med et menneske, der fuldt ud ved, at det kun er ved Guds nåde, at det retfærdiggøres i Guds øjne? kan et sådant menneske gøre nogle religiøst værdifulde gerninger? Det spørgsmål svarer Luther faktisk ja til, selv om han ikke er meget for at sige det. Men det er faktisk for netop et sådant menneske, (der fuldt ud véd, at det kun er ved Guds nåde at det retfærdiggøres i Guds øjne,) at Luther siger, at en ”gerning” som meditation har en positiv religiøs betydning.

 

Så essensen af det ovenstående er, at vi overfor vores ”lutherske” kritikere siger, at meditation som vi forstår det, ikke drejer sig om at gøre sig retfærdig i Guds eller i andre menneskers øjne. Men at meditation og andre spirituelle praksisser faktisk tjener til, at Guds ånd eller Guds billede (mennesket er jo skabt i Guds billede) træder tydeligere frem i os, for så vidt vi tager imod Guds retfærdiggørelse som nåde.

 

 

Det er det vi ser i det ene af de to skrifter, jeg vil henvise til, ”Om et kristenmenneskes frihed” fra 1520. Skriftet har Luther oprindelig skrevet på latin til paven for at forklare sin reformatoriske opfattelse. Men han er blevet bedt om at oversætte det til tysk og sende det til en vis Hieronymus Mühlpfordt.

Skriftet er opbygget af mange korte kapitler, og hvert kapitel indledes med en nummerering, ”For det første”, ”For det andet”, ”For det tredje” osv.

Det er kapitel tyve der er interessant. Jeg citerer de første linjer:

 

For det tyvende. Selv om et menneske i det indre hvad sjælen angår, fuldt ud er retfærdiggjort ved troen og har alt, hvad det skal have, dog sådan at samme tro og fylde vedblivende må vokse indtil hint liv (i himlen), så bliver mennesket dog ved med at færdes i dette legemlige liv på jorden og skal styre sin egen krop og omgås med andre folk. Her begynder nu gerningerne, her tør man ikke gå ørkesløs omkring, her må legemet visselig tvinges og opøves ved hjælp af faste, vågen, arbejde og al slags rimelig tugt, så legemet bliver lydigt mod det indre menneske i troen og ligedannet med det og ikke hindrer eller modarbejder det, som dets skik er, når det ikke står under tvang. (Mine understregninger. Gustav. Hele skriftet "Om et ´kristenmenneskes frihed" kan læses her .)

 

De gerninger Luther anbefaler, er altså ikke gerninger der kan gøres for at blive retfærdig i Guds øjne, men er gerninger for den, der allerede ”fuldt ud er retfærdiggjort ved troen” Og de gerninger Luther anbefaler, er faste, vågen (det kan være nattevågen, men også blot det at være vågen opmærksom), arbejde og al slags rimeligt tugt. Altså at vores fysiske legeme disciplineres til at være lydigt mod det indre menneske dvs. vores indre, vores sjæl, vores tro.

 

Det Luther beskriver og anbefaler her, er ganske enkelt kristen meditation: at sidde stille og have opmærksomhed på Guds nærvær i os.

 

(Paulus omtaler ”det indre menneske” 2.Kor.4,16 og Ef.3,16. At vi skal blive ligedannet med Kristus taler Paulus om Ef.3,16 og 2.Kor.3,18.)

 

Det andet skrift jeg vil henvise til, er Den store Katekismus fra 1529 og 1530, i afsnittet om dåben. (Se afsnittet "Dåbens symbolik" og "Bodens sakramente" her.) Her bygger Luther videre på et billedsprog, han har hentet fra Romerbrevet kap. 5 i Det ny Testamente, hvor Paulus taler om det gamle menneske og det nye menneske. Det gamle menneske kalder han også Adam, det nye menneske er Kristus. Det gamle menneske er det, som vi i dag vil kalde det naturlige menneske, mennesket med dets naturlige tilbøjeligheder. Og det som Luther skriver i dette afsnit om dåben i Den store Katekismus er, at det dagligt skal indøves i os, at det gamle menneske, Adam, det naturlige menneske skal beherskes og blive mindre, for at det nye menneske, Kristus i os, kan få mere plads.

Det er just præcis det vi indøver i meditation, at ego’et skal blive stadig mindre for at give plads til Ånden i os.

Og sådan taler John Main også, f.eks. i teksterne til 2. august og 17. marts i bogen ”Stilhed og enkelhed”.

 

 

Så hvis der er nogen der siger, at der ikke er plads til meditation i en luthersk kirke, er dét vi kan sige, at vi først kan spørge, hvorfor der ikke skulle være plads til meditation i en luthersk kirke?

Og hvis de andres svar er, at det er fordi vi vil frelse os selv eller gøre os bedre end andre, så kan vi sige, at nej, vi vil ikke frelse os selv, for vi frelses kun ved Guds nåde, og nej, vi vil ikke gøre os bedre end andre, vi vil overhovedet ikke sammenligne os med andre, men ja, vi vil gøre os selv bedre i Guds øjne, fordi vi vil give plads til at vi kan blive omformet/omdannet/ligedannet/forvandlet efter Guds billede i os (og Guds billede i os er Kristus, 2.Kor.4,4 og 4,6). Det er det Paulus taler om det mærkelige sted i 2.Kor.3,18, hvor han taler om, at hvis vi fokuserer på Gud Kristus, bliver vi forvandlet til at ligne det billede vi fokuserer på.

 

Håber det ikke var for svært at forstå.

 

Kærlig hilsen

Gustav

 

ER MEDITATION BØN?

 

I Det gamle Testamente i Salmernes Bog står der et sted, Sl.65,2, at "stilhed er lovprisning af Gud". Ordet "stilhed" betyder i denne sammenhæng at være stille i krop og sind og have bevidstheden rettet mod Gud i en åben, modtagende holdning.

 

"Stilhed", det er det vi praktiserer i meditation, "lovprisning af Gud" er en form for bøn. Altså: det at meditere, at være stille med opmærksomhed mod Gud, det er en form for bøn. Det er jo et fint udtryk for, at meditation er bøn.

 

Men, hvis man slår op i den danske bibeloversættelse i Salme 65,2 står der bare noget andet. Dér står "Dig skal vi lovprise, Gud på Zion".

I den danske oversættelse står der altså ikke noget om, at stilhed kan være lovprisning af Gud. Det er i den hebraiske grundtekst vi finder at "Stilhed er lovprisning". Den danske oversættelse er altså på dette sted ikke en oversættelse fra hebraisk, men faktisk en oversættelse fra en gammel græsk udgave af Det gamle Testamente.

Det kan umiddelbart forekomme mærkeligt: At selv om det meste af GT (Det gamle Testamente) på dansk er oversat fra den hebraiske grundtekst, så er den sætning, vi her undersøger, en oversættelse fra den gamle græske oversættelse af Det gamle Testamente.

 

Nu kan man sige, at meditation hverken bliver mere eller mindre bøn af, hvad der står i en gammel tekst. Men det er alligevel interessant: Hvorfor er den danske oversættelse af denne sætning ikke oversat fra den hebraiske grundtekst?

Det er fordi de folk, der har oversat til dansk, har ment, at den hebraiske tekst på det her sted er kommet i uorden, og at det nok er forkert det der står på hebraisk. Og de har så ment, at man så i stedet kan oversætte fra en gammel græsk oversættelse af den hebraiske tekst.

 

Her er vi nødt til at sige lidt om den græske oversættelse: Den græske oversættelse går tilbage til nogle århundreder før Jesus' tid. Den opstod fordi mange jøder i århundrederne før Jesus' tid var flyttet fra deres hjemland i Israel og Juda til byerne i landene omkring Middelhavet. Jøderne var dygtige handelsfolk, og mange jøder havde slået sig ned og drevet handel i landene omkring Middelhavet. I de lande i den østlige ende af Middelhavet talte man græsk, og det blev efterhånden også de udvandrede jøders sprog. Og efter nogle generationer forstod de udvandrede jøder knap nok hebraisk, som Bibelen var skrevet på. Derfor blev der lavet en græsk oversættelse af Det gamle Testamente.

Men den græske oversættelse fulgte ikke nøjagtig den hebraiske tekst.. Det kender vi flere eksempler på, også eksempler på, at det ikke er ligegyldigt hvordan der bliver oversat. F.eks. Esajas 7,14, hvor der i den hebraiske tekst står "den unge kvinde skal blive med barn", mens der i den græske oversættelse står "jomfruen skal blive med barn". De første kristne anså den græske oversættelse for "den rigtige" og henviste til den, når de ud fra skriften skulle begrunde, at Jesus var født af en jomfru . Så man kan godt forstå, at jøderne ikke regnede de kristnes begrundelse for jomfrufødslen for overbevisende.

Det var faktisk først i renæssancen i 1400- og 1500-tallet at man begyndte at søge tilbage til kilderne og regnede de ældste skriftlige kilder for mere autentiske og sande end de yngre, og at man altså i oversættelsen af Det gamle Testamente prioriterede en oversættelse fra hebraisk for mere sand end en oversættelse fra græsk.

 

Når man så i dag oversætter Det gamle Testamente, er der forskellige regler man følger for oversættelsen. En af dem er som sagt, at man oversætter fra den hebraiske tekst. En anden regel er, at hvis man mener at der er indsneget sig en fejl i den hebraiske tekst, så kan man oversætte fra den græske tekst.

Og det er lige præcis det der er sket her i oversættelsen af Sl.65,2, hvor den hebraiske tekst er

FOR DIG STILHED LOVPRISNING, GUD PÅ ZION.

Her er vi nødt til på dansk at indføje et "ER". Det er almindeligt på hebraisk, at man ikke bruger "er", men det er vi nødt til at tilføje, når det skal være dansk. Altså:

For dig, Gud på Zion, er stilhed lovprisning.

Men de danske oversættere har øjensynlig ikke kendt til, at stilhed kan være lovprisning af Gud, og har derfor ment, at der måtte være en fejl i den hebraiske tekst. Og så har de tyet til ovenstående oversættelsesregel nummer to, at hvis man mener, at der har indsneget sig en fejl i den hebraiske tekst, så må man oversætte fra den græske. Og i den græske tekst står der netop "Lovprisning tilkommer dig" eller til nutidigt dansk "Dig skal vi lovprise".

 

Så oversættelsen af dette sted i Det gamle Testamente er interessant af to grunde: Dels siger det måske noget om, hvor lidt kendskab til meditation som spirituel praksis der i den danske folkekirke, dels at de gamle jøder kendte til at meditere og selv vidste, at stilhed er lovprisning af Gud.

 

Gustav Bonnevie, København den 24. november 2015